Frans Nielsen overvældet over All Star-oplevelsen

Frans Nielsen blev i weekenden den første dansker nogensinde til at deltage i en All Star-kamp i NHL.

Og trods en lidt ærgerlig udgang på semifinalen i tre mod tre-turneringen, hvor Nielsen noterede sig for -5 i et 6-10-nederlag mod Metropolitan Division kunne det ikke lægge en glæde på danskerens dæmper over at være til stede i Los Angeles i weekenden.

Det siger han til sin klub, Detroit Red Wings, hjemmeside.

Nielsen glædede sig over at være med i selve All Star-weekenden, men også det faktum, at han var i nærheden af de adskillige legender, der var med omkring weekenden, gjorde nærmest den beskedne dansker helt rundt på gulvet.

– Det var Paul Coffey og Jari Kurri, der droppede pucken til vores kamp. Ikke så dårligt endda. Endnu en fantastisk dag. Det var bare at suge til sig af oplevelsen. Ikke bare i dag. Hele weekenden har været fantastisk, sagde Frans Nielsen.

– Det er svært at sige, hvad højdepunktet var. Jeg tror, jeg skal bruge et par dage til at fordøje det hele. At møde “top 100”-spillerne fredag var stort. Selv “skills competion var forrygende”. Det er svært at pege på en enkelt ting, for jeg har været som et lille barn her i de seneste dage, lød det fra Frans Nielsen.

Han nød også at spille i kæde med sin tidligere holdkammerat hos Islanders, Kyle Okposo – og overfor en anden tidligere makker i New York, John Tavares.

Det varer dog ikke længe, før Nielsen igen ramler ind i hverdagens barske realiteter. Allerede natten mellem tirsdag og onsdag tager han og Detroit mod New Jersey i en “must win”-kamp hjemme i Joe Louis Arena.

Faceoff-online

Frans Nielsen udtaget til all star weekend

Endnu en dansk milepæl er blevet en realitet i NHL’s historie, idet Frans Nielsen deltager i NHL’s All Star-weekend, som den første dansker nogensinde.

Frans Nielsen er blevet udtaget som en seks forwards på Atlantic Division-mandskabet, der skal dyste mod de øvrige tre divisioner i en turnering, der spilles 28.-29. januar i Staples Centre i Los Angeles.

Lørdagen byder på de traditionelle skills competitions, mens det søndag gælder den regulære turneringen, hvor divisionerne altså mødes indbyrdes i en lille turnering.

Comeback til Nicklas Jensen

Nicklas Jensen gjorde comeback til NHL, da han i nat dansk tid debuterede i fjerdekæden hos storklubben New York Rangers. Jensen noterede sig for et blokeret skud i 8:31 minutters kamp for det reservespækkede Rangers-hold.

New Yorkerne klarede trods mange skader ærterne og vandt 2-1 hos Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets i MTS Centre i Winnipeg, hvor tilskuerne med garanti havde sat næsen op efter mere.

I stedet for hjemmesejr kunne de se Kevin Hayes score det afgørende mål og sikre Rangers sejren med blot 69 sekunder tilbage. Og det var faktisk med Nicklas Jensen på isen i den powerplay-situation, der sikrede gæsterne sejren.

Nicklas Jensen stod inden nattens kamp noteret for 24 NHL-kampe for Vancouver Canucks, hvor danskeren senest fik 5 kampe i 2014/2015-sæsonen.

Emotionel aften for Frans Nielsen

Indrømmet: NHL-Danmark.dk er stor fan af Frans Nielsen. Både som spiller og som menneske, hvor han har udvist klasse i måden han formøbler sin popularitet.

Derfor var det også ret rørende at se, som Frans Nielsen søndag var tilbage i sin gamle hule i Brooklyn, hvor han for første gang siden klubskiftet fra New York til Detroit skulle spille mod sine gamle makkere hos Islanders.

Undervejs i kampen modtod Nielsen en helt speciel videohyldest på storskærmen. Der var ifølge NHL.com stående ovationer til danskeren.

Selve kampen blev en underholdende match, hvor Nielsen og Red Wings til sidst sejrede med 3-4 i overtiden.

Se fokets hyldest og Nielsens reaktion her

Philip Larsen sejrede i comeback til NHL

Philip Larsen og Vancouver Canucks sejrede i sin comeback til NHL med en overtidssejr (OT) på 2-1 over rivalerne fra Calgary Flames.

Sidst vestjyden var på isen i verdens bedste hockeyliga var for Edmonton Oilers i 2013/2014 sæsonen, hvor det blev til 30 kampe og 3 mål. I alt står Philip Larsen noteret for 124 kampe og 8 mål i NHL inden sit comeback i nat, hvor det blev til 17:14 minutter på isen.

Nøjagtig 41 sekunder mindre end Jannik Hansen, der tager hul på sin tiende sæson i Vancouver Canucks.

Bødker skifter til San Jose Sharks

Mikkel Bødker skal i de næste fire år tørne ud for årets Stanley Cup-finalister fra San Jose Sharks. Klubben fra Californien er blevet enig med den danske wing om en kontrakt med en samlet værdi af $16 millioner.

26-årige Bødker er flere steder blevet rangeret som et af de største navne på årets free agent-marked, men det blev San Jose Sharks, der løb med den danske wings underskrift. Det sker endda til en – for klubben – ganske favorabel pris. Sharks får nemlig Bødker for fire millioner dollars om året i de næste fire sæsoner.

Mikkel Bødker er med den nye kontrakt klar til at tørne ud for sin tredje klub i NHL. Han blev midt i den forgangne sæson tradet fra Arizona Coyotes til Colorado Avalanche, men det lykkedes ikke Denver-klubben at lande en ny aftale med danskeren, som derfor kunne teste det frie marked.

Det gjorde Bødker – formentlig i håbet om at kunne få sin hidtil største kontrakt. Det lykkedes, men Mikkel Bødker måtte nøjes med en lønstigning på $250.000 i forhold til den et-årige aftale, han lavede med Coyotes sidste sommer. Der har været forlydender om, at hans løn kunne havne omkring de fem millioner dollars, men Sharks slap altså lidt billigere.

Mikkel Bødker vender nu tilbage til det vestligste USA, og han skal forsøge at fortsætte pointhøsten i San Jose, som i denne sæson var i klubbens første Stanley Cup-finale nogensinde.

Bødker har produceret 225 point i sine hidtidige 463 NHL-kampe. I den forgangne sæson blev det samlet til 51 point i 80 kampe for den hurtige danske wing, som særligt har sat point på tavlen i powerplay.

Faceoff-online

Frans Nielsen skifter til Detroit Red Wings

Frans Nielsen siger efter ni år som NHL-spiller i klubben farvel til New York Islanders. Den danske center har indgået en seks-årig aftale med Detroit Red Wings.

Detroit er en af de mest traditionsrige klubber i NHL, og nu skal Frans Nielsen som den første dansker spille i klubben karakteristiske rød-hvide trøje. Nielsen har underskrevet en aftale for de næste seks sæsoner med Red Wings, som giver ham en årsløn på $5,25 millioner. Dermed bliver Nielsen den bedst betalte dansker i NHL.

Danmarks første NHL-spiller tager dermed afsked med hjerteklubben New York Islanders, som draftede ham i tredje runde af 2002-draften. Dengang var Nielsens karriere endnu spæd. Han havde netop afsluttet sin første sæson i Malmö-trøjen og de færreste drømte om, at han små fem år senere skulle blive den første dansker i NHL.

Det skete, og resten er næsten historie. 32-årige Nielsen er i flere år blevet betragtet som en af de mest undervurderede spillere i NHL. Han har gang på gang imponeret for Islanders, og der er ingen tvivl om, at han har sat sit aftryk i klubben, som gerne havde beholdt ham.

Islanders’ fans er kede af at se deres danske darling forlade klubben, men for Frans Nielsen venter der nu et nyt, spændende eventyr. De fleste forventede nok, at han ville blive i Islanders i resten af NHL-karrieren, men Detroit Red Wings kom simpelthen med det bedste tilbud.

Frans Nielsen er blevet 32 år, og går derfor mod de sidste kapitler i karrieren. I mange år har han spillet for Islanders til en fordelagtig løn før klubben, men nu er det Nielsens tur til at give sin bankmand et smil på læben.

Nielsen nåede at notere sig for 349 point i 606 kampe for Islanders.

Faceoff-online

Lars Eller ryger til Washington Capitals

Det er kun fire dage siden, at Frederik Andersen blev tradet fra Anaheim Ducks til Toronto Maple Leafs, og nu skifter endnu en dansker klub i NHL. Lars Eller er blevet tradet fra Montreal Canadiens til Washington Capitals.

NHL’s kommissær Gary Bettman gik på scenen under fredagens draft i Buffalo for at annoncere to trades. Det skete umiddelbart efter, at Toronto Maple Leafs havde valgt Auston Matthews med draftens førstevalg, og det første trade, Bettman offentliggjorde, omhandlede en dansker.

Montreal Canadiens har nemlig sendt 27-årige Lars Eller til Washington Capitals i bytte for to andenrundevalg i draften – et i 2017 og et i 2018. Lars Eller er således fortid i den canadiske klub, som han har spillet for siden 2010, hvor han kom til Montreal fra St. Louis Blues, som i sin tid draftede ham.

Lars Eller har i de seneste sæsoner haft svært ved at leve op til forventningerne i Montreal, som årligt betaler ham $3,5 millioner. I den forgangne sæson noterede Eller sig for beskedne 26 point i 79 kampe, og bortset fra et sublimt slutspil i 2013/14-sæsonen, har det i de seneste år knebet med at finde topniveauet for den danske center.

Måske er en luftforandring netop, hvad Lars Eller har brug for. Det ser i hvert fald ekstremt spændende ud, at han fremover skal tørne ud for Washington Capitals, som vandt grundspillet i denne sæson, men måtte se sig slået af de senere Stanley Cup-vindere fra Pittsburgh Penguins i årets slutspil.

Montreal Canadiens’ 2015/16-sæson endte som en katastrofe. Holdet startede fremragende ud, men faldt helt sammen og missede slutspillet. Der var varslet store ændringer denne sommer, og de første kom på fredagens draftdag. Mens Eller blev sendt ud af døren, kom Andrew Shaw ind.

Canadiens giver to andenrundevalg i årets draft for den 24-årige forward, som kommer til klubben fra Chicago Blackhawks. Andrew Shaw bliver restricted free agent 1. juli, og Chicago havde ikke plads til at give ham den lønforhøjelse, han krævede. Derfor så klubben ikke nogen anden udvej end at trade ham, og han bliver dermed Lars Ellers direkte erstatning i Montreal.

Faceoff-online

Frederik Andersen tradet til Toronto Maple Leafs

Nærmest ud af det blå er Frederik Andersen blevet tradet. Den store danske målmand skal fremover spille for verdens største og rigeste ishockeyklub, Toronto Maple Leafs.

Den 26-årige målmand kan se frem til en stor lønstigning. I de seneste to sæsoner har Andersen tjent $1,15 millioner om året i Anaheim, men fremover lyder årslønnen på $5 millioner.

Den nye kontrakt gør Frederik Andersen til den bedst betalte dansker i NHL, og den store herningenser er formentlig også en af de højst lønnede sportsudøvere i Danmark på tværs af alle sportsgrene. Omregnet til danske kroner lyder Andersens årsløn på næsten 33 millioner.

Anaheim Ducks har sluppet den 26-årige dansker i en handel, hvor Toronto Maple Leafs sender et førsterundevalg i årets draft og et andenrundevalg i næste års draft den anden vej. Det er ikke førstevalget, men 30. valget i 2016-draften, den canadiske storklub har givet for danskeren.

Frederik Andersen stod til at blive restricted free agent 1. juli, og det har længe været tvivlsomt, om Anaheim var klar til at tilbyde den danske supermålmand en ny, og væsentlig større kontrakt. Mandag kom svaret. Ducks satser på amerikanske John Gibson i fremtiden og har skudt Frederik Andersen afsted.

Andersen har spillet i NHL for Ducks i de seneste tre sæsoner, og han har ved flere lejligheder vist, at han har niveauet til at være førstemålmand i verdens bedste ishockeyliga. Det bliver han nu i Toronto, som også har den canadiske målmand Jonathan Bernier på kontrakt.

Frederik Andersen noterede sig i denne sæson for en gennemsnitlig redningsprocent på 91,9 i 43 kampe for Ducks. I slutspillet viste han for alvor sit høje topniveau, men trods en redningsprocent på vanvittige 94,7 i snit fra Andersen, som spillede fem slutspilskampe for ænderne, røg Anaheim ud allerede i første runde.

Nu er “Freddies” tid i Anaheim-trøjen så forbi. Klubben draftede ham i tredje runde af 2012-draften, efter at Andersen havde afvist at skrive kontrakt med Carolina Hurricanes, som valgte ham i syvende runde af 2010-draften. Netop Carolina var sammen med Calgary Flames og Toronto Maple Leafs blandt de mulige bejlere til Andersen denne sommer.

Frederik Andersen blev i denne sæson den første dansker, der vandt et individuelt trofæ i NHL. Han modtog sammen med John Gibson det ærefulde William M. Jennings Trophy, fordi duoen havde sikret, at Ducks lukkede færrest mål ind af alle hold i NHL.

Andersen nåede i alt at spille 125 grundspilskampe og 28 slutspilskampe i Anaheim-trøjen, før han nu trækker den traditionsrige Toronto Maple Leafs-trøje over hovedet. Frederik Andersen ankommer til Toronto forud for en stor sæson i klubbens historie. I 2016/17-sæsonen fejrer klubben nemlig sit 100-års jubilæum.

Frederik Andersen kan få en forsmag på, hvordan det er at spille i Air Canada Center allerede i september, hvor han er med på Team Europe, som deltager i World Cup of Hockey på Andersens nye hjemmebane.

Faceoff-online

Pittsburgh Penguins vinder Standley Cup

For første gang siden 2009 er Pittsburgh Penguins igen på tronen i Nordamerika. San Jose Sharks klarede ikke udfordringen hjemme i SAP Center og fik ikke taget serien ud i en syvende og afgørende kamp.

Pittsburgh vandt den sjette kamp med 3-1 og dermed serien med 4-2 og for fjerde gang i historien – i øvrigt er alle serier blevet afgjort uden for Pittsburgh – kunne Penguins dermed hæve det ultimative trofæ.

Det kom i hus, da svenske Patric Hörnqvist godt et minut før tid scorede i tomt bur til 3-1. Og hvem blev slutspillets MVP?

Ikke Phil Kessel, ikke målmand Matt Murray, men selvfølgelig Sidney Crosby, der i slutspillet ikke har væltet point ind, men dog har været der i nøglesituationer og ikke mindst har holdt et kæmpe bundniveau gennem Pittsburghs fire slutspilsserier.

I nat bragte Brian Dumoulin Pittsburgh foran 1-0 i powerplay på et slagskud, som Martin Jones i Sharks-målet tilsyneladende havde svært ved at se.

San Jose gav ikke op og VILLE i kamp syv. Slutspillets topscorer Logan Couture fik udlignet 6:27 inde i anden periode. Hjemmeholdet leverede en hurtig turnover i midtzonen, Couture tog et par fine træk, og fik på en eller anden måde lusket pucken ind bag Matt Murray i Penguins-buret. Kæmpe jubel i “The Shark Tank”

Glæden varede dog kort. Et minut og 19 sekunder senere cirklede Sidney Crosby af sted bag mål og fandt Kris Letang foran buret. Letang scorede på en first-timer og Pittsburgh var foran igen.

San Jose var på jagt i resten af kampen, men sled og slæbte forgæves, inden Patric Hörnqvists kunne score i et tomt mål godt et minut før tid.

Det var Sidney Crosby, der blokerede et skud og sendte pucken til svenskeren, der stille og roligt havde tid og plads til at sætte den afgørende pind.