Frederik Andersen tradet til Toronto Maple Leafs

Nærmest ud af det blå er Frederik Andersen blevet tradet. Den store danske målmand skal fremover spille for verdens største og rigeste ishockeyklub, Toronto Maple Leafs.

Den 26-årige målmand kan se frem til en stor lønstigning. I de seneste to sæsoner har Andersen tjent $1,15 millioner om året i Anaheim, men fremover lyder årslønnen på $5 millioner.

Den nye kontrakt gør Frederik Andersen til den bedst betalte dansker i NHL, og den store herningenser er formentlig også en af de højst lønnede sportsudøvere i Danmark på tværs af alle sportsgrene. Omregnet til danske kroner lyder Andersens årsløn på næsten 33 millioner.

Anaheim Ducks har sluppet den 26-årige dansker i en handel, hvor Toronto Maple Leafs sender et førsterundevalg i årets draft og et andenrundevalg i næste års draft den anden vej. Det er ikke førstevalget, men 30. valget i 2016-draften, den canadiske storklub har givet for danskeren.

Frederik Andersen stod til at blive restricted free agent 1. juli, og det har længe været tvivlsomt, om Anaheim var klar til at tilbyde den danske supermålmand en ny, og væsentlig større kontrakt. Mandag kom svaret. Ducks satser på amerikanske John Gibson i fremtiden og har skudt Frederik Andersen afsted.

Andersen har spillet i NHL for Ducks i de seneste tre sæsoner, og han har ved flere lejligheder vist, at han har niveauet til at være førstemålmand i verdens bedste ishockeyliga. Det bliver han nu i Toronto, som også har den canadiske målmand Jonathan Bernier på kontrakt.

Frederik Andersen noterede sig i denne sæson for en gennemsnitlig redningsprocent på 91,9 i 43 kampe for Ducks. I slutspillet viste han for alvor sit høje topniveau, men trods en redningsprocent på vanvittige 94,7 i snit fra Andersen, som spillede fem slutspilskampe for ænderne, røg Anaheim ud allerede i første runde.

Nu er “Freddies” tid i Anaheim-trøjen så forbi. Klubben draftede ham i tredje runde af 2012-draften, efter at Andersen havde afvist at skrive kontrakt med Carolina Hurricanes, som valgte ham i syvende runde af 2010-draften. Netop Carolina var sammen med Calgary Flames og Toronto Maple Leafs blandt de mulige bejlere til Andersen denne sommer.

Frederik Andersen blev i denne sæson den første dansker, der vandt et individuelt trofæ i NHL. Han modtog sammen med John Gibson det ærefulde William M. Jennings Trophy, fordi duoen havde sikret, at Ducks lukkede færrest mål ind af alle hold i NHL.

Andersen nåede i alt at spille 125 grundspilskampe og 28 slutspilskampe i Anaheim-trøjen, før han nu trækker den traditionsrige Toronto Maple Leafs-trøje over hovedet. Frederik Andersen ankommer til Toronto forud for en stor sæson i klubbens historie. I 2016/17-sæsonen fejrer klubben nemlig sit 100-års jubilæum.

Frederik Andersen kan få en forsmag på, hvordan det er at spille i Air Canada Center allerede i september, hvor han er med på Team Europe, som deltager i World Cup of Hockey på Andersens nye hjemmebane.

Faceoff-online