Det er ikke nogen hemmelighed, at Frans Nielsen er en fremragende straffeslagsskytte, og nu kan den erfarne dansker også bevise det sort på hvidt.
33-årige Nielsen blev fredag matchvinder, da Detroit Red Wings slog New York Rangers med 3-2 efter straffeslag, og scoringen sikrede danskeren en NHL-rekord. Frans Nielsen er nemlig blevet den mest scorende i shootouts nogensinde i NHL.
Målet mod New York Rangers var Nielsens 47. i en NHL-shootout i karrieren, og det er flest af alle NHL-spillere nogensinde. Frans Nielsen overtog rekorden fra tjekkiske Radim Vrbata, som spiller for Florida Panthers.
Nielsen udbyggede med målet også en rekord, som han allerede havde i forvejen. Danmarks første NHL-spiller nogensinde har afgjort 21 shootouts i sin NHL-karriere, hvilket er rekord.
All-time leader in shootout goals: Frans Nielsen (47)
All-time leader in game-deciding goals: Frans Nielsen (21) pic.twitter.com/MTQ6mmAdHZ— NHL (@NHL) 30. december 2017