Blichfeld får Sharks-kontrakt

Mikkel Bødker og Jannik Hansen får en ny, dansk holdkammerat i San Jose Sharks.

19-årige Joachim Blichfeld har hidtil spillet en glimrende sæson i Portland Winterhawks i WHL. Det er gået så godt, at San Jose Sharks, der draftede frederikshavneren i 7. runde i 2016, nu har skrevet kontrakt med danskeren for den kommende sæson.

Blichfeld, der foreløbig har lavet 30 point i 26 kampe for Portland i denne sæson og har snittet godt og vel et point i sine to sæsoner i WHL, har fået en entry level-kontrakt med San Jose Sharks.

Det betyder, at han formentlig træder til i organisationen i næste sæson på en tovejs-aftale, der betyder, at han både kan spille for Sharks, men også for San Jose Barracuda i AHL.

San Jose Sharks’ general manager, Doug Wilson, fortæller til holdets hjemmeside, at han har store forventninger den unge dansker, der blandt andet har spillet ungdomsishockey i Malmø.

– Joachim er en naturlig målscorer, der kan være “game changer” med sine målscoringsevner og “hockey-sense”. Han har bevist, at han er en af de bedste målscorere i WHL, og hans måde at spille på passer med den måde, vi ønsker at spille ishockey på. Vi er spændte på at se Joachim udvikle sig som ishockeyspiller, siger Doug Wilson.

Joachim Blichfeld er i øjeblikket til VM i Buffalo med det danske U20-landshold.