Mikkel Bødker stopper karrieren
Den elegante og yderst sympatiske ishockeyspiller med 743 NHL-kampe bag sig har spillet karrierens sidste ishockeykamp.
– Det er meget specielt. Jeg har oplevet meget, og jeg er utrolig stolt over, at jeg kan stå med løven på brystet i min sidste kamp og give tilbage til den udvikling, jeg har fået i min karriere. Det er utrolig specielt, men samtidig er det det rigtige tidspunkt, siger Bødker til TV 2 Sport.
Den 33-årige forward kan se tilbage på en professionel karriere, der blandt andet gav ham mere end et årti i NHL. Han blev i 2008 NHL-drafted som nummer otte. Ingen dansk spiller er siden blevet valgt tidligere.
I 2020 vendte den elegante skøjtespiller tilbage til Europa og spillede to sæsoner i Lugano i Schweiz, inden han i hans sidste sæson skiftede til HV71 i den svenske SHL liga.
Mikkel Bødker satte punktum med sit ottende VM med Danmark i Finland.