Admin udtaget til VM
Sikke en oplevelse det bliver. Admin er udtaget til at hjælpe med på statistikholdet til det ishockey VM som venter på dansk grund til maj.
Det er Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København, der lægger is til de 64 kampe. Eventet afholdes fra den 4. til den 20. maj med deltagelse af de 16 bedste ishockeynationer i verden. Danmark har siden 2003 været kvalificeret til at spille A-VM, og spiller sine indledende kampe i Herning.
Som det nok er de fleste fans kendt er Danmark kommet i pulje B med Canada, Finland, USA, Tyskland, Norge, Letland, og Sydkorea. De kampe spilles i Herning, mens gruppe A med Rusland, Sverige, Tjekkiet, Schweiz, Hviderusland, Slovakiet, Frankrig, og Østrig spilles i København.
Et VM på dansk grund bliver i bedste fald med et rekordstort antal NHL-spillere iblandt. Rekorden lige nu hedder fem danskere, idet Jannik Hansen, Mikkel Bødker, Nicklas Jensen, Oliver Lauridsen, og Philip Larsen dannede stammen om det hold, der i 2014 sikrede Danmark en 13. plads. Bedste VM-placering til Danmark er en 8. plads i 2010 og 2016.
I alt syv danskere spiller lige nu i verdens bedste ishockeyliga. Den mest erfarne er Herning-drengen Frans Nielsen, der i november rundede imponerende 700 NHL-kampe. Derudover tjener Frederik Andersen, Jannik Hansen, Lars Eller, Mikkel Bødker, Nikolaj Ehlers, Oliver Bjorkstrand alle deres løn i NHL i denne sæson.
Åbningskampen til VM spilles den 4. maj i Royal Arena mellem Rusland og Frankrig, mens Danmark senere samme dag lægger ud mod Tyskland. Derefter følger USA den 5, maj, Canada den 7. maj, Finland d. 9. maj, Norge den 11. maj, Sydkorea d. 12. maj, samt Letland i den sidste puljekamp den 15. maj.