Eller matchvinder i historisk Stanley Cup finale

Lars Eller gjorde det umulige. Eller noget, der ligner. Danskeren scorede det afgørende mål, da Washington Capitals sikrede sig Stanley Cup-titlen i nat. Med små otte minutter igen dukkede den danske angriber op inde under buret og fandt en løs puck bag Marc-Andre Fleury.

Eller prikkede skiven ind, sæsonen kulminerede og danskeren krydrede en fremragende kamp med at blive matchvinder for Capitals, der dermed sikrede sig den første Stanley Cup-titel.

Vild, vild afslutning og hvilken historieskrivning af danske Eller i vild, vild finalekamp, hvor Golden Knights gav det allersidste i en desperat kamp for at vinde serien.

De første 20 minutter endte uden mål i en kamp, hvor hjemmeholdet allerede tidligt beviste, at desperationen var maksimal.

Scoringen åbnede derimod tidligt i anden periode, da Washingtons Jakub Vrana slap fri. Han forvandlede sin breakaway på fremragende manér og gav dermed gæsterne et perfekt udgangspunkt.

Det holdt ikke længe, for kort efter udlignede den tidligere Capitals-back Nate Schmidt til 1-1, da hans skud blev ramt på vej ind mod Braden Holtby i Washington-buret.

Anden periode var et festfyrværkeri, der fortsatte da Bäckström og Ovechkin leverede et “signatur-mål” med svenskerens pasning på tværs til Ovechkin, der huggede den ind fra en spids vinkel. 2-1 Capitals.

Vegas kom igen. David Perron udlignede med et omdiskuteret 2-2-mål, som var på kanten af goalie interference, og minsandten om ikke også hjemmeholdet bragte sig på 3-2 lige før pausen.

Washington sled og slæbte for at komme tilbage, Pludselig kastede Devante Smith-Pelly en fremragende tackling ind i et Capitals-pres og kort efter stod han fri inde foran mål. Smith-Pelly var iskold og trak udenom Marc-André Fleury. 3-3 halvvejs inde i tredje periode.

Og derefter var scenen Lars Ellers. Washingtons styrke i hele kampen var bredden. Danskerens kæde havde været fremragende i hele kampen, og det kulminerede med dansk scoring.

Tillykke til Eller. Tillykke til Washington Capitals. Tillykke til Rødovre. Tillykke til dansk ishockey. Nu kommer Stanley Cup trofæet til Danmark. Hvor er det stort.

Videoerne herunder viser den afgørende scoring til 4-3 fra Eller og forløsningen efter slutfløjtet.

Relateret
Hvis og såfremt …
Eller i fornemt selskab
Eller: Kulmination på et helt livs arbejde
Eller med Stanley Cup trofæet i Danmark