Toronto og Andersen klar til slutspillet

En af sæsonens største overraskelser i NHL blev lørdag en realitet. Toronto Maple Leafs vandt med 5-3 over de forsvarende mestre fra Pittsburgh Penguins og er dermed sikret en plads i slutspillet.

Før sæsonen havde de færreste eksperter spået, at Mike Babcocks Toronto-mandskab allerede i denne sæson ville booke en billet til slutspillet. Der var ingen tvivl om, at mange spillere på holdet så ud til at have en stor fremtid foran sig, men de mange rookies har klikket fra deres første færd i NHL, og det har bragt Maple Leafs i slutspillet.

– Jeg er stolt af drengene, og jeg glæder mig på deres vegne, for de har gjort det godt. Jeg sagde til dem før sæsonen, at hvis vi kom i slutspillet, så ville det først blive i morgen i kamp 82. Så vi sikrede os en plads en kamp tidligere end planlagt, men for at være ærlig, så havde jeg ikke troet, at børnene kunne være så gode, sagde Toronto Maple Leafs’ head coach Mike Babcock efter lørdagens kamp.

Toronto var på vej mod en drabelig sæsonfinale søndag, men takket være et forrygende comeback i slutningen af tredje periode blev slutspilspladsen sikret allerede lørdag.

Frederik Andersen startede som sædvanlig i Toronto-målet, men han måtte lade sig udskifte to minutter inde i anden periode. Her løb Pittsburgh-forwarden Tom Sestito ind i ham, og Andersen pådragede sig en skade som følge af sammenstødet. Det så umiddelbart ikke godt ud, og frygten for en længere skadespause er til stede.

Den store dansker blev kun præsenteret for fire skud i sine 22 minutter på isen. Det ene passerede ham, så Andersens redningsprocent landede på 75. Det har dog ingen betydning lige nu. Maple Leafs holder vejret, for holdets videre muligheder i sæsonen afhænger i høj grad af Frederik Andersen.

– Jeg har ingen opdatering på Freddie. Vi ved det i morgen (søndag red.). Ideelt set starter han i morgen (søndag mod Columbus Blue Jackets red.), sagde Maple Leafs’ head coach Mike Babcock efter lørdagens kamp.