Seks danskere klar til slutspillet

Der er lige et enkelt hængeparti i nat frem mod slutspillet i NHL. Boston og Florida mødes i en kamp, der afgør hvem, der skal vinde NHL’s Eastern Conference. Vinder Boston, passerer holdet Tampa Bay og rammer New Jersey.

Alle andre udfald betyder, at Boston møder Toronto Maple Leafs med Frederik Andersen og efterlader Tampa Bay med New Jersey.

I de kampe som allerede ligger fast bliver vi allerede i første runde vidner til et danskermøde når Washington Capitals med Lars Eller skal op imod Columbus Blue Jackets med Oliver Bjorkstrand.

Spændende, hvilke roller både Eller og Bjorkstrand kommer til at spille i den kommende serie, der også bliver en miniudgave af Herning-Rødovre – hvis man nu skal lave den helt danske vinkling på serien.

Derudover skal Winnipeg Jets med Nikolaj Ehlers op imod Minnesota Wild, mens Anaheim Ducks møder San Jose Sharks med Mikkel Bødker og Jannik Hansen.

På danskerlisten er Frans Nielsen og Detroit Red Wings ene om ikke at nå videre til slutspillet.

Frans Nielsen sluttede sæsonen med 79 kampe, 16 mål og 17 assists. Med slutspilskampe, som dog ikke tæller i den officielle NHL-statistik, har Danskeren i alt spillet 788 kampe i verdens bedste ishockeyliga. Danmarks mest erfarne NHL-spiller støder i stedet til den danske VM trup, der indledes på Dansk grund d. 4. maj.

Hvorvidt andre danske NHL-spillere vil gøre Frans Nielsen selskab undervejs afhænger først og fremmest at udviklingen i de forestående slutspilskampe om det fornemme Stanley Cup trofæ.