Oliver Bjorkstrand sendt ned i AHL efter sejr

Oliver Bjorkstrand fik kun otte minutter på isen, da Columbus Blue Jackets fredag slog Chicago Blackhawks med 3-2 og hentede sæsonens første sejr. Efter kampen blev Bjorkstrand sendt ned i AHL.

Det oplyser Blue Jackets på klubbens hjemmeside. Her fortæller klubben, at Oliver Bjorkstrand er blevet sendt ned til farmerklubben Cleveland Monsters i AHL, mens amerikanske Sonny Milano tager turen en modsatte vej og erstatter danskeren på Columbus’ NHL-hold.

21-årige Bjorkstrand har ikke levet op til forventningerne i sæsonens første NHL-kampe. Den danske wing leverede flere gode præstationer i preseason, men i de første tre betydende kampe er det kun blevet til to skud på mål, -2 i plus/minus-regnskabet og fire udvisningsminutter.

Oliver Bjorkstrand fik otte minutter og et sekund på isen i fredagens kamp, hvor Blue Jackets sejrede for første gang i denne sæson. Chicago Blackhawks blev sendt fra Nationwide Arena med et 3-2-nederlag i tasken, men Bjorkstrand spillede en anonym kamp og havde ikke den store andel i sejren.

Bjorkstrand skal nu genfinde formen i AHL, hvor han i sidste sæson førte Cleveland (tidligere Lake Erie) til mesterskabet og blev kåret til slutspillets mest værdifulde spiller. 20-årige Sonny Milano, som har scoret et mål i sine første to AHL-kampe i sæsonen, får nu chancen i NHL, hvor han tidligere har spillet tre kampe og lavet en assist for Columbus.