Oilers og Jets er NHL-spillernes hadeklubber

Edmonton Oilers og Winnipeg Jets ligger begge i den tunge ende af NHL-tabellen i denne sæson, og de to klubber kan få svært ved at lokke forstærkninger til. Klubberne topper nemlig NHL-spillernes liste over hold, de ikke vil trades til.

En række NHL-spillere har såkaldte no-trade-klausuler bygget ind i deres kontrakter. Det giver spillerne muligheden for at blokere et skifte til en klub, de ikke ønsker at spille for. ESPN har lavet en liste over hvilke klubber, spillerne oftest har markeret som klubber, de ikke ønsker at skifte til, og den afslører noget måske lidt overraskende.

De canadiske NHL-klubber er nemlig ikke særligt populære blandt spillerne. ESPN har bedt ti spilleragenter om at indsende en top tre over de klubber, som spillerne oftest har på deres no-trade-lister, og her skinner to klubber igennem som dem, flest spillere ikke vil skifte til: Edmonton Oilers og Winnipeg Jets.

New York Islanders ligger på listens tredjeplads, så NHL-spillerne finder altså ikke Brooklyn-klubben ret attraktivt. Det er sandsynligvis Islanders’ ringe tilskuertal, der ligger til grund for deres høje placering på listen, for netop dårlig tilskueropbakning, usikre ejerskabssituationer, en placering i Canada eller ringe Stanley Cup-chancer er nogle af de faktorer, som oftest får spillerne til at fravælge en klub.

Buffalo Sabres, Toronto Maple Leafs, New Jersey Devils, Calgary Flames, Arizona Coyotes, Carolina Hurricanes og Montreal Canadiens er også blandt de klubber, der oftest er med på spillernes no-trade-lister.

Til gengæld er succesholdet Florida Panthers blevet en mere attraktiv klub. Ingen af de ti agenter havde Panthers med på deres top tre over klubber, som spillerne ikke vil til. Tidligere har flere spillere ellers ytret ønske om ikke at spille for Florida, men nu skulle NHL-spillerne altså være mere positivt stemte over for klubben, som udover sportslig succes også kan tilbyde taknemmelige vejr- og skatteforhold.

Faceoff-online