Bødker runder NHL-mål nummer 100

Mikkel Bødker scorede to gange, leverede oven i købet en assist, og danskeren fik samtidig langt mere spilletid end det har været normalen gennem stort set hele sæsonen, da San Jose Sharks i nat vandt 6-2 over Anaheim Ducks.

Danmark var repræsenteret på isen i Anaheim med både Jannik Hansen og Mikkel Bødker, der begge fik godt med spilletid for San Jose. Sidstnævnte spillede et brag af en kamp. Bødker scorede to mål og lavede også en assist.

Bødkers første mål betød, at danskeren rundede en væsentlig milepæl. Målet til 3-0 for San Jose midt i anden periode var nemlig Bødkers mål nummer 100 i NHL.

Danskeren spillede hele 17:07 minutter og endte på +2 i plus/minus-rating. Det gav ham titlen som 3rd Star i kampen, hvor Sharks’ backup-målmand Aaron Dell for anden gang på stribe stod fremragende og blev kåret til bedste mand.

Set med danske øjne var det også positivt, at Jannik Hansen igen fik chancen for Sharks. Han har ikke spillet siden 5. januar, men noterede sig i nat for 11:15 minutters istid uden at gøre sig bemærket på kamprapporten.

Frans Nielsen med point nr. 400

Frans Nielsen er den længst tjenende danske NHL-spiller, og danskeren rundede i nat endnu en flot milepæl.

Nielsen assisterede nemlig på kampens første mål, da Detroit mødte LA Kings i nat dansk tid. Mike Green scorede, og Frans Nielsen ramte med sit oplæg sit point nummer 400 i NHL gennem tiderne. Fremragende af danskeren, men glæden varede desværre kort.

LA Kings vendte kampen i slutningen af anden periode, hvor Dustin Brown og Anze Kopitar scorede i slutfasen. 2-1 til hjemmeholdet, der lagde yderligere til med mål af Adrian Kempe og Anze Kopitar i tredje periode. Slutresultat 4-1 til Kings og 16:07 minutter på isen til Nielsen.

Faceoff.dk

Nielsen fejrer kamp 700 med sejr og mål

Frans Nielsen er blevet 33 år, og passerede i nat en fantastisk milepæl. Danskeren fejrede sin kamp nummer 700 i NHL, da Detroit bankede Edmonton med 4-0.

Og hvilken måde, Frans Nielsen valgte at spille jubilæumskamp på. Han leverede 1-0-målet i kampen via en fantastisk styring af Nick Jensens skud fra blå linje. Jensen skød, og omkring faceoff-pletten fik Frans Nielsen lige nøjagtig bladet af staven på.

Pucken ændrede retning, og Cam Talbot i Edmonton-målet var chanceløs. Det var starten på en rigtig god Detroit-aften, som bød på en suveræn sejr mod det for øjeblikket rystede Oilers-hold. Gustaf Nyquist lagde til med 2-0-målet i første periode, og Martin Frk og Anthony Mantha lagde til med yderligere mål i anden og tredje periode.

Sejren betyder, at Detroit nu står med syv sejre i 15 kampe og stadig ligger fornuftigt til i tabellen.

Blot 16 spillere fra entry draften i 2002, hvor Nielsen blev taget som nummer 87 af New York Islanders, har spillet flere kampe end danskeren, skriver Detroits hjemmeside.

– Jeg ved, at det er mange kampe, men du når slet ikke at opfatte det. Tiden flyver, og det fornemmes ikke, at du har været i ligaen så længe. Men det er i den grad noget, jeg er stolt over. Enhver spiller, der bare får en kamp i den her liga, skal være stolt. Det er hårdt at komme ind i den her liga, og lige så hårdt at blive i den. Så jeg er virkelig stolt over 700 kampe, siger Frans Nielsen – også til Detroits hjemmeside.

Faceoff.dk

Dansk pointrekord til Ehlers

Nikolaj Ehlers skrev sig tirsdag ind i historiebøgerne, da han slog Frans Nielsens rekord for fleste danske point i en NHL-sæson.

Rekorden blev en realitet, da 21-årige Ehlers lavede sit 59. point i sæsonen i Winnipeg Jets’ udekamp mod New Jersey Devils. Pointet kom i form af kampens første scoring. Bare 52 sekunder inde i opgøret fik Ehlers i samarbejde med Blake Wheeler kombineret sig igennem Devils-forsvaret, og den skarpe nordjyde endte med at sende pucken i nettet.

Nikolaj Ehlers skulle altså blot bruge to sæsoner i NHL på at stryge forbi Frans Nielsen i rekordbogen. 32-årige Nielsen satte den hidtidige rekord i 2013/14-sæsonen, hvor han lavede 58 point i form af 25 mål og 33 assister i 80 kampe for New York Islanders.

Den nye rekordhaver Ehlers’ 59 point er fordelt på 23 mål og 36 assister i 77 kampe. Med fem kampe tilbage i grundspillet kan den lynhurtige Winnipeg Jets-wing stadig nå at udbygge sin nye NHL-rekord, så den bliver endnu sværere at slå.

Nikolaj Ehlers satte rekorden med sit første point i seks kampe for Winnipeg Jets, som vandt opgøret mod New Jersey med 4-3 efter straffeslag.

Ehlers tangerer Nielsens pointrekord

Nikolaj Ehlers manglede inden i nat to point for at ramme de 58 point og dermed tangere Frans Nielsens danske pointrekord fra sæsonen 2013/14.

I nat gjorde Ehlers det. Allerede i en alder af 21 år, er han nu – for øjeblikket sammen med Frans Nielsen – Danmarks mest scorende spiller nogensinde i en NHL-sæson. Og mon ikke Ehlers præsterer så godt, at han inden grundspillet ender med at have rekorden alene og formentlig også bliver den første dansker, der passerer de 60 point?

Alt andet vil være mærkeligt, og pudsigt nok tangerede Ehlers Frans Nielsen-rekorden hos veteranens gamle klub New York Islanders, hvor Winnipeg i nat var på besøg og slog New York Islanders med 4-2.

Man kan i den grad sige, at Ehlers stod bag 1-1-målet, da han drog ind i Islanders-zonen med fart og fik fintet en modstander væk ved at stoppe op på skøjterne. I sekundet efter hamrede Ehlers et kanonskud på stolpen. Returen skulle Bryan Little blot støde stille og roligt ind. Klassespil af danskeren.

“Hans tempo er i anden fart (end alle andre),” vurderede kommentatoren, da Nikolaj Ehlers i slutningen af første periode hamrede ind i Islanders-zonen og fik pucken lirket videre til Nic Petan, der igen fik den sendt videre til Bryan Little, der scorede til 2-1 for Jets.

Winnipeg holdt fast denne i aften i det sneklædte New York, hvor Mathieu Perreault og Adam Lowry scorede to mål i anden periode, der betød, at stillingen var 4-1 inden de sidste 20 minutter.

Nikolaj Ehlers – på denne fine aften for danskeren – noterede sig for 15:33 minutter – heraf 2:42 minutter i powerplay og endte med 0 i plus/minus-statistikken.

Faceoff-online

Ehlers passere magisk grænse

Winnipeg Jets vandt i nat med hele 6-1 over bundholdet fra Colorado, og danske Ehlers var på pletten med et mål og to assister.

Det betød samtidig, at aalborgenseren passerede de magiske 50 point, og med sine 52 point for sæsonen er han blot seks point fra at breake Frans Nielsens danske rekord for en sæson, der lyder på 58 point. Dem leverede Frans Nielsen i sæsonen 2013/14 for New York Islanders.

Nielsen har to gange passeret 50 point, mens Mikkel Bødker en enkelt gang har rundet den flotte grænse, så Ehlers bliver altså den tredje dansker i den flotte klub. Han har 16 kampe til at levere de seks point, der kan sende ham op som den bedst producerende dansker på en sæson nogensinde.

Hør her Ehlers forfælle om sejren på 6-1 over Colorado.

Lars Eller rundede skarp hjørne

Lars Eller fik i nat en sejr i jubilæumsgave i sin kamp nummer 500 i NHL, da Washington Capitals hjemme vandt 4-1 over Philadelphia.

Dermed runder Lars Eller samme skarpe hjørne som Frans Nielsen, Mikkel Bødker og Jannik Hansen, der også har rundet 500 kampe i NHL. Oven i har Lars Eller spillet 37 playoff-kampe, men de tæller ikke med i NHL-statistikken, hvor der skelnes strengt mellem den regulære sæson og slutspillet.

Frem til kamp 499 er det blevet til 177 point i form af 83 point og 94 assister. Lars Eller er blevet idømt 331 udvisningsminutter, og han står med -18 i plus/minus-statistikken over karrieren.

Den flotte NHL karriere begyndte i St. Louis tilbage i 2009/10-sæsonen med syv kampe og mest AHL-spil for Peoria Rivermen i den samme sæson. Derefter blev Lars Eller fast NHL-spiller efter et trade til Montreal Canadiens, hvor det gik op og ned for danskeren, der fik spillet et par ret flotte sæsoner.

I 2013/14 var han en central spiller på det hold, der spillede sig helt frem til Eastern Conference-finalen, hvor holdet tabte 4-2 til NY Rangers i serien.

I denne sæson røg han til Washington Capitals, hvor han lige nu ligner den spiller, der har størst mulighed for at vinde Stanley Cup, når slutspillet går i gang.

Jannik Hansen lavede mål nummer 100 i NHL

Jannik Hansen og Vancouver Canucks er kommet fremragende fra land i denne sæson, og den fine stime fortsatte i nat dansk tid, da Canucks hjemme vandt 2-1 over Buffalo Sabres.

Og det var såmænd med en Hansen-scoring på tapetet. Sæsonens første for danskeren, der satte 1-0-scoringen ind, da han fulgte stærkt op på et skud fra Brandon Sutter. Scoringen markerer samtidig en flot milepæl for den 30-årige dansker, idet den var Hansens NHL-mål nummer 100.

Længe så det ud til, at Hansens mål blev kampens eneste, men to mål i tredje periode af Daniel Sedin for Canucks og Nicolas Deslauriers for Buffalo betød slutresultat 2-1 til Vancouver.

I torsdagens kamp fik Jannik Hansen 15:45 minutter på isen og noterede sig altså for +1 på plus/minus-statistikken, mens den anden Canucks-dansker Philip Larsen også fik betragteligt med spilletid i form af 17:11 minutter.

Frans Nielsen rundede 600 NHL-kampe

Frans Nielsen rundede som den 13. New York Islanders-spiller i historien 600 kampe for klubben, da newyorkerne tirsdag slog Carolina Hurricanes med 2-1 i et kamp, som blev afgjort på straffeslag.

Islanders var lidt på hælene i tirsdagens kamp, hvor sidste sæsons SHL-topscorer og -MVP, Derek Ryan, bragte Hurricanes foran i slutningen af anden periode. Med otte minutter tilbage af tredje periode udlignede Anders Lee for Islanders, og med den eneste scoring i shootouten sikrede Kyle Okposo værterne sejren.

Frans Nielsen var hjemmeholdets anden straffeslagsskytte, men han havde ikke held til at få pucken i mål på sin store aften. Danmarks første NHL-spiller understregede dog sin enorme betydning for Islanders ved at være holdets mest benyttede forward. Nielsen fik hele 22:22 minutters istid.

– Det ville have været et tungt nederlag, men vi skulle virkelig kæmpe for det. De spillede hårdt, og vi kom ikke nemt til noget. Vi måtte kæmpe for hver eneste centimeter. Det ville have været et hårdt nederlag, men jeg kan godt lide, at vi aldrig gik i panik, og at vi blev ved med at køre på. Vi fik endelig sejren, og det var helt sikkert ikke kønt, men vi klarede den, sagde Frans Nielsen ifølge NHL.com efter opgøret.

New York Islanders er med sejren næsten sikre på at gå i slutspillet i Eastern Conference, hvor holdet lige nu sidder på den ene wildcard-plads og har fire point ned til slutspilsstregen.

Faceoff-online

Hansen sejrede i kamp nummer 500

Jannik Hansen rundede en stor og flot milepæl torsdag morgen dansk tid, da han spillede sin officielle kamp nummer 500 i NHL. Hansen fejrede jubilæet med en 2-1-sejr over New York Rangers.

29-årige Hansen har spillet en vigtig rolle for Vancouver i denne sæson, hvor han har erobret pladsen som højrewing i holdets førstekæde sammen med Sedin-tvillingerne.

Jannik Hansen er den anden dansker i historien, som når 500 kampe i NHL. Den første var Frans Nielsen, som til dato har spillet 554 kampe i verdens stærkeste ishockeyliga.