Jannik Hansen forlader NHL og tager til Rusland

Jannik Hansen siger farvel til San Jose Sharks og skifter til CSKA Moskva i KHL-ligaen.

– Hansen er en spiller, der forstår alle spillets facetter eller 11 sæsoner i NHL. Han kender de europæiske baner, fordi han ofte har været hjemme med landsholdet, og han blev efter vores mening benyttet forkert i San Jose.

– Det giver ingen mening at benytte en så god ishockeyspiller i tredje- eller fjerdekæden. Han fik ikke meget plads til at skabe spillet. Derfor overvejede vi hele situationen og med hele hans baggrund konkluderede vi, at han er en spiller, vi kan bruge både offensivt og defensivt.

– Min vurdering er, at han er en spiller, der rammer de to første kæder, og at han får 20 minutters spilletid pr. kamp. Han er også en spiller, der kan bruges i undertallet, siger CSKA direktør Igor Esmantovich i et interview med den store radiostation Radio Mayak.

32-årige Jannik Hansen blev i 2004 valgt af Vancouver Canucks i NHL-draften. I 2006/2007-sæsonen fik han debut for klubben, hvor han blev frem til februar sidste år.

Her skiftede Jannik Hansen til San Jose Sharks, som han nu altså forlader efter halvandet år. I 2011 nåede danskeren og Vancouver Canucks frem til finalen i NHL.

Vancouver tabte finalen med 3-4 i kampe til Boston Bruins, og Jannik Hansen gik dermed glip af muligheden for at løfte det eftertragtede Stanley Cup-trofæ.

Jannik Hansen nåede at spille 696 kampe i NHL, heraf 70 i slutspillet.

Da Jannik Hansen var i Stanley Cup-finalen

Kommer Jannik Hansen nogensinde tættere på Stanley Cup? I 2010/11-sæsonen spillede han sig i finalen sammen med holdkammeraterne fra Vancouver og arbejdede sig helt frem til kamp syv mod Boston, hvor det blev til et ærgerligt nederlag. Læs her historien her, hvor Jannik Hansen ser tilbage på de begivenhedsrige uger omkring finaleserien.

Jannik Hansen havde spillet den perfekte sæson. Arbejdet sig igennem 82 grundspilskampe og 24 slutspilskampe som fast mand hos Vancouver Canucks.

Altid klar til at udfylde den rolle, som hans coach, Alain Vigneault, satte ham til, og altid klar til at levere den indsats, der efterhånden havde gjort ham til en af de mest populære spillere hos Vancouvers hockeygale fans.

Samme fans havde i 40 NHL-år i byen hungret efter den ultimative triumf, og nu havde de holdet til den. Man talte stadig med gru om den forfærdelige afslutning på Stanley Cup-kampagnen 17 år forinden, hvor Canucks tabte over syv kampe til New York Rangers, og flere af de ”gamle” spillere havde pointeret over for Jannik Hansen og den nye generation, at det nederlag stadig sad og gnavede i baghovedet.

Nu skulle forbandelsen brydes. Det var blevet sommer i Vancouver, men indbyggerne i den smukke by tænkte og talte ikke om andet end vintersport. Det var 15. juni 2011, og Canucks havde alle muligheder for endelig at bringe cuppen hjem til byen. Det krævede en sejr i den syvende finalekamp mod Boston Bruins, og danske Hansen var midt i festlighederne. Han var endda en af hovedpersonerne. Den kamp vender vi tilbage til.

Men lad os først skrue tiden tilbage til 24. maj 2011. Det var sen aften i Vancouver, og San Jose Sharks var på besøg i Rogers Arena, der var fyldt til randen med 18.860 tilskuere. Femte periode var gået i gang, Canucks førte 3-1 i serien – blot en sejr fra at rykke videre til den ultimative serie om Stanley Cuppen. Stillingen var 2-2, og Jannik Hansen var træt. Dødtræt.

To vilde serier mod Chicago og Nashville over i alt 13 kampe havde tæret på kræfterne hos danskeren, der med fem kampe mod San Jose nu var nået op på 18 slutspilskampe. I ganske almindeligt lønmodtagersprog kan man vel bemærke, at Hansen trængte til en god gammeldags fridag hjemme på sofaen foran skærmen.
– Vi var presset hårdt, da den kamp var på vippen. Faktisk husker jeg det, som om vi var nedspillet. San Jose ville bare vinde, og de havde rigtig mange chancer, husker Jannik Hansen, da Faceoff møder ham i loungen i Rødovre Skøjte Arena på en fin sensommerdag i slutningen af august.

Derfor var det en usandsynlig forløsning for Hansen og holdkammeraterne, da Kevin Bieksa scorede et af sæsonens mærkeligste mål og afgjorde serien.

Samtlige spillere på isen kiggede ned bag målet, for Vancouvers svenske back Alexander Edler havde prøvet at smide pucken rundt langs banden, men efter en række uforklarlige hop, endte skiven på blå linje hos Bieksa, der med et forkølet skud sendte pucken ind i nederste måljørne.

Man kunne senere læse, at Bieksas treårige søn, Cole, blev ved at påstå, at hans far havde scoret kampens afgørende mål, uden at barnepigen hjemme i stuen troede på det. Men lille Cole havde ret, og da det gik op for de små 19.000 tilskuere, at Vancouver rent faktisk havde scoret til 3-2 og vundet serien, gik alt amok. Fotograferne væltede ind på isen, konfettien regnede ned fra loftet, og tilskuerne græd af glæde. Vancouver var Western Conference Champions og klar til at erobre Stanley Cup-trofæet. Endelig.

Jannik Hansen fik sin fridag. Om han havde lyst til at rende rundt med armene i vejret i eufori umiddelbart efter kampe? Måske, men danskeren orkede det bare ikke.

– Jeg var træt og drænet. Både fysisk og følelsesmæssigt. I halvanden måned havde jeg ikke tænkt på andet end slutspillet, og vi havde været igennem tre virkelig hårde serier. Vi havde ikke haft eneste fridag.

– Så efter vores finaleplads var sikret, var det bare hjem for at få noget at spise og så i seng bagefter. Så gjaldt det om følge med i, hvem vi skulle møde i finalen, for Boston og Tampa Bay var ikke færdig med deres serie endnu, husker Jannik Hansen.

Da vi møder ham i Rødovre, har han trænet godt tre uger med Mighty Bulls-mandskabet. Han nikker anerkendende til de skøjtefærdigheder og det tempo, han har været udsat for. Hansen peger gerne på sin ishockeyfortid på Vestegnen, når han skal forklare, hvorfor og hvordan han nåede så langt.

– Forældre, ledere og trænere, der har bakket op om os ishockeydrenge, skal have al mulig kredit. Jeg var aldrig nået så langt alene. Der er mennesker, der er stået op klokken syv eller otte om morgenen for at køre os til træning eller tage en lang tur til Sverige. Det betyder ufattelig meget, siger Jannik Hansen.

Han ligner en helt almindelig dansk ung mand, som han sidder i loungen. Og så alligevel ikke. De brede træk ved nakke og skulder afslører en ualmindelig veltrænet sportsmand. Det gør ondt at møde Jannik Hansen på en ishockeybane.

Og så er der selvfølgelig muleposen med nummer 36. Den er grøn og signalerer, at Hansen hører til hos Canucks. Med canadisk kæreste og svigerfamilie og syv nordamerikanske år i bagagen, siden han tilbage i 2005/06 debuterede for Portland med en kanonsæson i Western Hockey League, er det klart, at Jannik Hansen har vænnet sig til at være canadier.

– Jo, men det er svært at sige, hvad der lige karakteriserer det at være halvcanadier. Det har vel noget at gøre med måden, man trives på. Men ishockey er en international sport, så inde i omklædningsrummet foregår alt ligesom i resten af verden, siger Jannik Hansen.

Sommerbesøget i Danmark 2011 er præget af større opmærksomhed end tidligere. Flere medier end de sædvanlige har villet tale med slutspilshelten, og Hansen har været centrum for puckdrop og autografskrivning hjemme i Rødovre. Heldigvis har der også været tid til familien, som er det primære, når danskeren holder ferie.

Tilbage til det hektiske Stanley Cup-slutspil. Jannik Hansen og Vancouver kæmpede i slutspillets første runde for at bryde en af de forbandelser, som nordamerikanske medier elsker at fokusere på. To år i streg var Canucks blevet slået ud af Chicago Blackhawks, der i sommeren 2010 gik hele vejen og vandt Stanley Cup. Chicago var ved at gøre det igen. Den her sæson tørnede holdene sammen i første runde. Blackhawks vendte 0-3 i kampe til 3-3 og en syvende afgørende kamp.

Den kritiske presse havde godt fat i Vancouver, der i flere sæsoner havde fejlet på trods af, at holdet havde været blandt favoritterne til titlen. Især de svenske Sedin-tvillinger blev udsat for hårdhændet behandling – både af de canadiske journalister, men også af modstanderholdets fans.

Selv om Henrik og Daniel i et halvt årti har hørt til NHL’s bedste spillere, havde de af uransagelige årsager endnu ikke vundet den totale respekt blandt ligaens iagttagere. Måske fordi de er svenskere og langt fra den canadiske ishockeyprototype i deres måde at agere på inde på isen.

Derfor var Alex Burrows’ overtidsmål i den syvende kamp mod Chicago vitalt for Vancouver og selvforståelsen på hele holdet.

– Der er vildt pres på, når man spiller overtid i den syvende kamp. Du håber og drømmer at score det afgørende mål, og samtidig skal du undgå at lave den afgørende fejl.

– Det var en kæmpe forløsning, at vi klarede Chicago, for det hele var skreget op til ”åh nej, nu igen”, og medierne havde dømt os ude. Alt det prøver man bare at distancere sig fra. Vi forsøgte bare at fokusere på at vinde den fjerde kamp, så vi kunne komme videre. Men skulle vi på sommerferie allerede på det tidspunkt, havde det været en skandale og ikke til at bære, siger Jannik Hansen.

Godt halvanden måned senere stod Jannik Hansen i den største kamp syv, nogen ishockeyspiller med drøm om NHL og Nordamerika kan forestille sig. Det helt afgørende slag om Stanley Cup-trofæet. Igen var Rogers Arena propfyldt, og omkring 100.000 af Vancouvers indbyggere pakkede gaderne i centrum for at se Canucks og Bruins udkæmpe det afgørende slag om den store bøtte.

– Den lå lige til højrebenet for os. Vi havde overvundet tre rigtig hårde serier op til finalen, og vi havde vundet tre hjemmekampe i finaleserien. Godt nok havde vi også tabt klart i Boston, men vi havde den mentale styrke til at vinde det sidste slag. Sådan fornemmede jeg det i hvert fald, husker Jannik Hansen.

Den syvende og afgørende kamp om Stanley Cup blev en regulær fuser, og for byen Vancouver var 0-4-nederlaget til et veloplagt og suverænt agerende Boston Bruins en kæmpe skuffelse. Efter Bostons 1-0-mål havde gæsterne total kontrol over kampen.

– Normalt er kamp syv altid et brag. Intens og jævnbyrdig, men det niveau nåede vi aldrig den aften. Bruins løb fra os, og vi var aldrig rigtig tæt på. Det var bittert, frustrerende, og man var godt gal i skralden over at være så tæt på at nå målet – uden at vinde Stanley Cup. Forhåbentlig er det ikke noget, man går og tænker på alt for længe, men kampen sidder stadig i baghovedet, siger Jannik Hansen.

– Heldigvis har vi bygget et hold op, der kan nå langt igen. Men husk på, at de 16 hold, der når slutspillet, er usandsynlig jævnbyrdige. Skaderne spiller ind, og rammer et hold dagen i tre-fire kampe, kan det pludselig være helt ligegyldigt, hvordan man er endt i grundspillet.

Uanset om Canucks havde vundet eller tabt den syvende kamp, stod en ting fast: Jannik Hansens sæson havde været en succes. Hvis det endelige gennembrud manglede i Hansens NHL-karriere, kom det i 2010/11-udgaven af verdens største ishockeyliga.

Hans popularitet blandt fansene steg proportionelt med Vancouvers succes, og Jannik Hansen er ikke tvivl om, hvorfor hans fremgang har været konstant siden den sensationelle slutspilsdebut tilbage i april 2007, hvor danskeren ganske uventet blev hentet fra Manitoba og AHL og op til Canucks.

– Jeg kan lidt af det hele. Det lige meget, om jeg spiller i højre eller venstre side. Jeg kan udfylde min rolle, uanset hvilken kæde, jeg kommer i. Jeg har vel været den spiller, der har været mest på ”rundgang” på vores hold, vurderer Jannik Hansen.

– Jeg har hele tiden forsøgt at gribe chancen, når jeg har fået den. Så har det måttet briste eller bære. Og det er klart, at mere vil have mere. Man bliver lidt grådig. Først vil man bare spille kampene. Så vil man højere op i hierarkiet. Så vil man gøre forskellen. Det handler om at arbejde og hele tiden tage de små skridt fremad, siger Jannik Hansen.

Faceoff.dk

Danske NHL-stjerner er født med skøjterne på

De danske NHL-spillere går i fædrenes fodspor. Syv ud af ni har fået hockey ind med modermælken.

At en lille ishockeynation som Danmark har været fast inventar i verdenseliten siden 2003 og gennem årene har produceret elleve NHL-spillere er nærmest naturstridigt i en global sport. Men det fortæller noget om ishockeykulturen i dét land, som i 2018 byder verdenseliten inden for i Royal Arena i København og Jyske Bank Boxen i Herning.

Lige så sensationelt: Af de ni danske NHL-spillere i denne sæson er ikke færre end syv sønner af tidligere VM-spillere. Og gennem årene har Danmark fostret omkring 35 andengenerations-landsholdsspillere.

Altså spillere, der er trådt i fædrenes fodspor og har ført familiens landsholdstradition videre. Den rekord er der ingen anden idræt, der kan matche.

De syv NHL-spillere (med fædrene i parentes):
Frans Nielsen, Detroit Red Wings (Frits Nielsen).
Jannik Hansen, San Jose Sharks (Bent Hansen).
Lars Eller, Washington Capitals (Olaf Eller).
Frederik Andersen, Toronto Maple Leafs (Ernst Andersen).
Nicklas Jensen, New York Rangers (Dan Jensen).
Nikolaj Ehlers, Winnipeg Jets (Heinz Ehlers).
Oliver Bjorkstrand, Columbus Blue Jackets (Todd Bjorkstrand – trods amerikansk statsborgerskab spillede han to landskampe for Danmark).

Fire af de stolte forældre fortæller her om deres børns møde med hockeymiljøet.

Frits Nielsen om Frans:

”Vi har stadig Frans’ første skøjter. Han tog sine første skær i skøjtehallen i Samsøgade i Aalborg, da han var to et halvt år gammel. Frans er født i Aalborg, så man kan sige, at han er Aalborgs første NHL-spiller. Jeg var dengang spillende træner i Herning og pendlede mellem Aalborg og Herning. Vi flyttede til Herning i december 1986 få måneder efter Frans’ ”debut” på isen.”

”Jeg tror, han hele tiden har vidst, hvad han ville. Han har aldrig været medlem af en fodboldklub som de fleste drenge. Det var ishockey og gadehockey, han gik op i. Senere fik han interesse for golf og spillede sammen med Peter Regin og sin lillebror Simon. Frans har et godt boldøje. Jeg tror, han kunne være blevet en god golfspiller, hvis det var dét, han var startet på.”

Bent Hansen om Jannik:

”Selv om vi syntes, at Jannik skulle lære at løbe på skøjter og havde ham med i ”Kostalden” i Rødovre som to-tre-årig, lå det ikke i kortene, at han skulle blive ishockeyspiller. Han stoppede allerede som fire-årig og begyndte at spille fodbold, som han var utrolig glad for. Da han var seks, ville han godt spille ishockey igen, men så stoppede han igen og gik over til fodbold. Sådan svingede det frem og tilbage.”

”I 1997 som 11-årig spillede han sin første kamp i Rødovre Skøjte Arena. Han kendte ikke reglerne, men gik på med krum hals og var på det første drengehold fra Rødovre, der vandt DM i den nye hal. Jannik har altid haft gå-på-mod og stor vilje og lader sig aldrig slå ud. Jeg kan huske, at fodboldklubben prøvede at lokke ham tilbage, men det var ishockeyen, der vandt. Vi pressede ham ikke. Det var hans eget valg.”

Olaf Eller om Lars:

”Lars ville i en meget tidlig alder være målmand og startede med en kasket som griber i kælderen. Så blev det en rigtig gribehandske og den første kamp. Men ingen skud på mål, og så var det slut som målmand. Selv om Lars var miljøskadet og blev slæbt med til ishockey, siden han lå i barnevognen, var det jo ikke sikkert, at han ville vælge ishockey.”

”Da han var fem og sad på tilskuerpladserne i Rødovre, tyssede han på min far. ”Ti stille, farfar,” Lars ville ikke forstyrres. Da fornemmede vi, hvor det bar hen. Vi flyttede fra den ene ende af Rødovre til den anden, og seks-årige Lars skulle skifte skole og fritidshjem. Han kunne ikke lide det nye fritidshjem og sad i en uge stædigt og demonstrativt på legehusets tag uden at gøre andet. Så var vi godt klar over, at det var tilbage til den oprindelige skole, Tinderhøj, hvor han var glad for både skolen og lærerne.”

Ernst Andersen og Frederik:

”Jeg kan huske engang, mens jeg selv spillede, at Frederik sov med mine gribe- og stokhandsker. Han var lige begyndt at gå i skole. Men det var først som ni-årig, at han blev målmand. Inden da spillede han i angrebet, og han var også angriber, når han spillede fodbold.”

”Da han var 11 år, spurgte han, om han måtte få nye handsker.

”Hvis du kan træne dig op til at tage 50 armbøjninger,” sagde jeg. Ikke for at være hård, men for at fortælle, at det er vigtigt med en god fysik, hvis man vil være ishockeyspiller. Stædighed og vilje har altid karakteriseret Frederik, så det varede ikke længe, før han tog sine 50 armbøjninger og fik handskerne. Familien har bakket ham op, men aldrig presset ham. Han har selv villet det og altid givet hundrede procent for at nå sine mål.”

6. januar 2007 er en historisk dato i dansk ishockey. Dén dag debuterede Frans Nielsen som første dansker i NHL, da New York Islanders spillede i Carolina.

Den anden dansker i verdens stærkeste liga var San Jose Sharks’ Jannik Hansen, men han var den første, der spillede playoff (2007, for Vancouver Canucks).

Første dansker, der blev draftet, er Heinz Ehlers. Han blev valgt i niende runde i 1984 af New York Rangers. 30 år senere blev hans yngste søn, Nikolaj, valgt i første runde som nr. 9 af Winnipeg Jets.

2018.iihfworlds.com

Jannik Hansen tradet til San Jose Sharks

Jannik Hansen blev på sidstedagen til mulig klubskifte tradet fra Voncouver Cannucks til sidste års Stanley Cup finalister fra San Jose Sharks, der sender Nikolay Goldobin den anden vej.

– Det var en svær beslutning, men det her trade hjælper os til at bygge et yngre og stærkt mandskab for fremtiden.

– Jannik har været en vigtig del af vores hold i over et årti, og vi vil meget gerne takke ham, hans hustru Karen og hans børn for, hvad de har gjort her i Vancouver. Vi ønsker dem alt det bedste i San Jose, siger Vancouvers General Manager Mike Benning ifølge TSN.

Jannik Hansen bliver dermed holdkammerat med sin landsmand Mikkel Bødker, som han også har en fælles fortid med i Rødovre.

Den 30-årige dansker skifter klub efter 565 NHL kampe siden sin debut for Canucks i 2007, hvor det i alt blev til 235 points fordelt med 105 mål og 130 assists.

Alene i sidste sæson blev det til højeste score med 22 mål. Det sportslige højdepunkt blev opnået i 2010/2011 sæsonen, hvor Hansen og Canucks nåede Stanley Cup finalen, hvor Canucks dog tabte serien 4-3 til Boston Bruins.

Sådan gik de 11 NHL-danskeres debut

20-årige Oliver Bjorkstrand blev natten til fredag den 11. danske NHL-debutant, da han med Columbus Blue Jackets hjemme tabte 1-3 til Detroit Red Wings med 16 minutters istid fordelt på 21 skift, et skud på mål, og i alt -1 i plus/minus i statistikken for danskeren.

Se her, hvordan alle NHL-danskerne har klaret sig i deres debut.

Frans Nielsen var som bekendt den første dansker, der gjorde sin entre i NHL. Det skete 6. januar 2007, hvor Nielsen fik chancen for New York Islanders i en kamp mod Carolina Hurricanes. Islanders tabte kampen, hvor 22-årige Frans Nielsen fik 7:38 minutter på isen, fordelt på ti skift. Nielsen noterede sig for to skud på mål.

Jannik Hansen fik sin NHL-debut nogle måneder efter Frans Nielsen. Hansen blev hentet op af Vancouver Canucks, som havde fået skadesproblemer i slutspillet, og Hansens debut kom 13. april i en slutspilskamp mod Dallas Stars. Vancouver tabte 21-årige Hansens debutkamp med 2-0. Den unge dansker havde fire skud på mål og et hit i løbet af de 9:43 minutters istid, han fik.

Mikkel Bødker gik direkte i NHL, efter at Phoenix Coyotes havde draftet ham i sommeren 2008. Den bare 18-årige Bødker debuterede for prærieulvene 11. oktober 2008 i en hjemmekamp mod Columbus Blue Jackets. Coyotes vandt 3-1, og Bødker fik markeret sig med 16:21 minutters istid og tre skud på mål.

Peter Regin blev den anden herningenser i NHL, da han 20. januar 2009 debuterede for Ottawa Senators i en kamp mod Washington Capitals. 22-årige Regin fik 10:08 minutters istid, fordelt på 14 skift, men han spillede en forholdsvis anonym kamp. Ottawa vandt med 3-2.

Lars Eller fik en drømmedebut i NHL, da han 5. november 2009 spillede sin første kamp for St. Louis Blues. Eller scorede i powerplay i sin debutkamp mod Calgary Flames, som endte med at vinde 2-1 efter overtid. 20-årige Lars Eller fik 9:42 minutters istid og havde tre skud på mål.

Philip Larsen blev 8. april 2010 Danmarks første NHL-back, da han debuterede for Dallas Stars mod Anaheim Ducks. 20-årige Larsen spillede 11 minutter og 52 sekunder for Dallas. Han endte på +1 i plus/minus-regnskabet, blev noteret for et hit og to blokerede skud, og Dallas vandt kampen med 3-2 efter straffeslag.

Oliver Lauridsen fik en overraskende NHL-debut for Philadelphia Flyers 30. marts 2013. I en alder af 24 år havde store Lauridsen kæmpet sig vej til verdens bedste hockeyliga, og pludselig fik han chancen for Flyers i en kamp mod Boston Bruins. Lauridsen spillede 17:12 minutter, havde et skud på mål og måtte en tur i straffeboksen i sin debutkamp, som Philadelphia vandt med 3-1.

Nicklas Jensen spillede sin første NHL-kamp for Vancouver Canucks få dage efter, at Oliver Lauridsen havde været i ilden første gang. 1. april 2013 debuterede 20-årige Jensen for Canucks i en kamp mod San Jose Sharks. Jensen fik hele 24 skift og 17:32 minutters istid, men et enkelt minus i plus/minus-regnskabet var det eneste, han blev noteret for i statistikken. Vancouver tabte kampen med 3-2.

Frederik Andersen gjorde sin entre i NHL 20. oktober 2013, hvor han blev skiftet ind i en hjemmekamp mod Dallas Stars. 24-årige Andersen kom, da Jonas Hiller var blevet skudt i sænk i første periode, og Danmarks første NHL-målmand fik en forrygende debut. Andersen reddede 24 skud, holdt målet rent og var med til at sikre Anaheim en 6-3-sejr. Så havde han ligesom lagt linjen for de præstationer, han ville levere efterfølgende.

Nikolaj Ehlers blev Danmarks 10. NHL-spiller, da han 8. oktober 2015 debuterede for Winnipeg Jets i sæsonåbneren mod Boston Bruins. Ehlers, som på daværende tidspunkt var 19 år, fik 15:40 minutters istid og fik sendt hele fem skud på mål i sin debutkamp, hvor Jets vandt med 6-2 og Ehlers fik et plus i plus/minus-regnskabet.

Faceoff-online