Arkiv

Bjorkstrand og Columbus Blue Jackets skriver historie

Med en sejr på 7-3 over grundspilsvinderne fra Tampa Bay Lightning er Blue Jackets gået videre i slutspillet for første gang nogensinde i klubbens historie efter fire sejre i serien.

Den danske angriber var dermed også medvirkende til, at Columbus for første gang nogensinde avancerer til anden runde i slutspillet om Stanley Cup.

Bjorkstrand scorede til 4-3 i anden periode, da kampen var på vippen. Danskeren var over en returpuck, som han trampede ind i slutningen af anden periode.

Tidligere i kampen skød han på mål, og Pierre-Luc Dubois var over returen til 2-0-scoringen, og selv om Tampa Bay sled og slæbte for at komme tilbage i kampen efter Bjorkstrands 4-3-mål, lykkedes det ikke.

Columbus scorede tre gange i tomt bur til sidst og endte med at vinde 7-3. Columbus Blue Jackets vandt dermed serien i kvartfinalen i Eastern Conference med 4-0.

Tampa Bay Lightning var ellers favoritter inden serien og havde tangeret NHL-rekorden for flest sejre i grundspillet.

Det er første gang nogensinde, at vinderen af grundspillet ryger ud i første runde af slutspillet.

Columbus Blue Jackets står til at møde vinderen af opgøret mellem Toronto Maple Leafs med Frederik Andersen i målet og Boston Bruins.