Andersen Torontos bedste nogensinde i marts

Frederik Andersen fik en svær start i Toronto, men det har han senere rådet bod på og i den forgangne måned var Andersen i særklasse.

Den danske målmand er i den grad vokset med opgaven og betegnes nu som den absolut vigtigste mand hos Maple Leafs.

I marts diskede Andersen op med en gennemsnitlig redningsprocent på 93,9 – og det har sikret ham en klubrekord i Toronto.

Aldrig tidligere har en startende målmand i den canadiske klub, som i år fejrer sit 100-års jubilæum, noteret sig for så høj en redningsprocent i marts.

Fremragende statistik for den lange målmand, der nu har fire hjemmekampe tilbage til at sikre Maple Leafs den playoff-plads, som ingen rigtig troede på før sæsonen.